En Hemmelighed

Første Bog: Livets Dans

<<melodi: In My Sleep>>

Rhinen

Det var en sensommerdag. Solen skinnede gennem et tyndt slør af skyer, som gav luften et fint, glitrende skær af guld. Man kunne næsten røre ved lyset,1 mærke det. Det kan ikke være bedre! Tænkte Evelyn. Hun sad ved et stille bord i et afsides hjørne på dækket og så ud over det glitrende vand mens hun drak sin yndlingste.

<<melodi: Glitrende Lys>>

Evelyn var normalt en meget glad og social, ung kvinde, men lige her og nu følte hun en trang til bare at være for sig selv. Skibet var på vej ned ad Rhinen og det ene, absolut fantastiske landskabsbillede fulgte det andet i en tæt perlerække – frodige vinmarker, fabelagtige fæstningsruiner, idylliske byer.

Hun smilede; hun kunne ikke lade være. Evelyn smilede altid når hun så noget smukt. Hendes tanker vendte tilbage til Bacharach,2 den dansende by.3

I går var skibet stoppet der og straks da hendes fødder betrådte de gamle brosten glemte Evelyn alt og alle. Hun hoppede simpelthen som et kid gennem hele byen! De eventyrlige, farverige huse. Smukke, smukke huse! De bukkede og de dansede, nogle stolte, nogle glade og nogle af husmurene bulede som veltilfredse ølmaver, mens andre syntes at udvise en vis forsigtighed – som om de var bange for fremmede. Der var så meget personlighed i dem, så meget historie… Og selvom man vel kunne sige, ‘nå ja, det er jo kun gamle huse som er ved at bryde sammen af alderdom,’ så var Evelyn alligevel begejstret!

”Der er så sjove huse her,” sagde hun til sin mor efter at hun til sidst var vendt tilbage til sin familie. ”Og der er en rigtig eventyr-ånd!” Evelyns øjne strålede af lykke og hendes mor kunne ikke være sur på hende mere, selvom om hun var blevet lidt bekymret for sin datter da hun så Evelyn forsvinde i fuld firspring ned ad gyderne i den fremmede by.

Og det var ikke nok at se byen på kryds og tværs, omend nok så omhyggeligt. Den skulle også opleves igen i den ”blå time”, og så igen efter at natten havde sænket sig og en næsten hel fuldmåne lyste over byen fra en stjerneklar himmel. Hvordan kunne man ikke det? Eller sådan tænkte Evelyn i hvert fald…

<<melodi: Bacharach>>

Evelyn drak stille og roligt den aromatiske the mens hun vendte ansigtet mod solen og nød de vidunderlige, milde strålers kærtegn. Eftersmagen af Bacharach var lang og lækker… Den dansende by… Hun smilede igen.4

Pludseligt var der noget der fangede hendes opmærksomhed: et slot. Et underligt slot. Glitrende, sorte sten. Meget imponerende, utrolig velbevaret … men også – fremmed?

<<melodi: Usynlige Tråde>>

Han stod på toppen af klippen, usynlig og ubevægelig på kanten af fremspringet… Urokkelig som selve bjerget. Vinden legede kærligt med hans hår. Rhinlandets frodige højder lå åbne for hans øjne. Men hverken de skønne flodbredder, eller de langsomt forbipasserende skibe, formåede at fange hans opmærksomhed…

Han kunne føle jordens energi bølgende omkring sig.

<<melodi indvævet i teksten: Levende strømninger>>

Levende strømninger, auraer der dansede gennem luften. Der hvor de bevægede sig ud af skyggen og ind i sollyset, sitrede og klingede de med den fineste, klokkeklare musik, så harmonisk og betagende at man kunne glemme alt omkring sig for bare at smelte hen i den fortryllende og forsonende skønhed – for evigt.

Men ikke ham.

Rundt om ham var stilhed. De vidunderlige, æteriske lyde forstummede i hans nærhed, forvirrede lagde de sig ned, så kun et gråt ekko af trist sorgmod omsværmede hans ubevægelige figur…

En pludselig, chokeret indånding. Han kikkede omkring sig. Tynde og graciøse energitråde slyngede sig op af ham. Forbavset løftede han et øjenbryn mens han søgte kilden til dette, ganske uventede fænomen.

Nede fra skibet?

Hendes tanker bankede i hans sind som en morseagtig kode, og det han læste der fik ham til ufortøvet handling.

<<melodi: Mine Tanker Søger Dig>>

Der er altså noget uhyggeligt og mørkt over det slot, tænkte Evelyn. Et gys gik gennem hende og hun skuttede sig. Det var som om en skygge var drevet hen over solen… Men det varede kun et kort øjeblik, så vendte lyset og varmen tilbage, og helt af sig selv begyndte et digt at væve sig ind i hendes bevidsthed.5

På toppen af et bjerg

der er et slot…

så mørkt…

så flot!

På toppen af et bjerg

langt væk fra alle

han bor med sin søn…

alene…

Der findes ikke ord

som kan beskrive

hans sorg og bitre vrede

og det han ville:

tilbagekalde magten

bagved skæbnens hjul,

tilbagekalde det,

som var for tungt

at bære…

at acceptere…

Lyden af klappende hænder rev hende ud af det. Overfor hende, ved bordet, sad en flot, velklædt mand. Hun havde ikke set ham komme, ikke ænset ham overhovedet, før hans bifald rev hende tilbage til verden.

“Du har et stort talent,” sagde han, med et charmerende smil. “Og for øvrig – Vincent,” mens han rakte hånden frem.

Evelyn blinkede forvirret. Sagde jeg det højt? – tænkte hun, mens hun per refleks tog hans hånd. Og hvorfor har jeg ikke set ham her på skibet før? Så stort er det altså heller ikke! Hans hånd var kold. Ikke bare kold, men direkte isnende…

Evelyn så opmærksomt på ham. Der er noget helt specielt ved de øjne, tænkte hun. De siger så meget og de gemmer så meget. Der var både længsel og gnist i dem på samme tid…

<<melodi indvævet i teksten: Teleport>>

Hun følte at hun ligesom faldt ind i dem og verden hvirvlede omkring hende, forsvandt i et øjeblik…

Der var noget galt … forkert …

Han drog hendes blik, fastholdt hende. Men ud af øjenkrogen så hun en anden verden. Basaltsorte mure…

Chokeret rev hun sig fri af hans blik, så sig omkring.

“Hvor er jeg?!” udbrød hun. “Hvad skete der?”

“På besøg i mit slot.” sagde han beroligende. “Det slot, som du lige beskrev så flot og poetisk. Du skal ikke være bange; jeg vil dig intet ondt. Vil du ikke se det?” Hans smil var charmerende.

Af en eller anden grund følte Evelyn sig fornærmet af ordet ‘bange’. “Jeg er ikke bange! Jeg er bare – overrasket,” sagde hun trodsigt.

Vincent trak på smilebåndet. “Det er godt, og velkommen til mit hjem. Må jeg tilbyde dig en kop te? Jeg har selv hentet den.”

“Det ved jeg ikke. Kan jeg stole på teen lige så godt som på din hånd?” svarede hun drillende.

Vincent lo. “Man kan kun nyde den, hvis man tør smage,” sagde han udfordrende, mens han så ind i hendes øjne.

Hun kunne ikke se væk. Hans øjne … mens hendes hjerte slog som en fanget fugl.

Han førte hende hen til terrassebordet, og de satte sig ned. “For øvrigt – teen er ikke magisk,” smilede han. “Kun af meget god kvalitet.”

Evelyn førte den fine porcelænskop op til læberne og duftede forsigtigt til teen før hun sippede til den. Den var delikat og intens på samme tid, men hun stillede hurtigt koppen fra sig igen for at skjule at hendes hænder rystede. Chok, tænkte hun, for det plejede de ikke at gøre. Eller også har han hældt noget i teen alligevel!

Og det var måske også tilfældet. For efterhånden som hun sad der, i sollyset, omfavnet af slottets varme, trygge mure og med den strålende udsigt over Rhinen, følte hun sig mere og mere afslappet og godt tilpas. Verden udenfor fortonede sig gradvist i det fjerne, indtil det eneste der var tilbage var det magiske slot og den gyldne te i solskinnet.

<<melodi: Yunnan Tea>>

“Jeg har gjort borgen usynlig,” sagde Vincent alvorligt, efter de havde siddet der nogen tid. “Hele borgen. Og ja, jeg er magiker. Du ville ikke være her, hvis det ikke var tilfældet! Men du – du kunne se den alligevel. Og ikke alene så du den, men dit digt… Det reflekterer…”

Hun så forvirret på ham mens han fortsatte, “Det undrer mig meget.”

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men Vincent var fordybet i sine egne tanker – talte i virkeligheden mere for sig selv end til hende – og bemærkede det ikke.

Så så han pludselig op, så direkte på hende igen. “Du har et stort naturligt talent for magi, Evelyn! Og jeg håber, at det vil gøre en forskel… For mig – og for min søn!”

<<melodi: Vincent’s Melodi>>

Evelyn sad helt stille. Der var en sorg, en sådan gennemtrængende smerte i ham. “Jeg vil gerne hjælpe. Jeg vil så meget gerne hjælpe. Men hvad kan jeg gøre?” spurgte hun pludseligt.

Magien

Det var formiddag, ugen efter, og Luka spillede Chopin igen. Evelyn elskede Lukas musik, også selvom Chopin – det var altid Chopin! – var så frygtelig melankolsk når Luka spillede.

Hun fortsatte med at stå og se ud af vinduet et stykke tid efter han var færdig og gået ned i haven til sin gynge. Han er så voksen for sin alder, tænkte hun. Kun 10 år, og så med en sådan dybde og melankoli? Det må være sygdommen der gør det. Hun havde lært ham lidt at kende – de blev faktisk gode venner – og selvom han så ofte var ensom og trist, så var han alligevel en dejlig dreng. Hvorfor, tænkte hun pludselig, kunne min egen lillebror ikke være bare en smule mere seriøs?

Hun rystede melankolien af sig, vendte sig resolut om og gik hen til læsebordet. Der var så utrolig mange gamle, spændende bøger her i biblioteket, og Vincent havde udvalgt en af dem specielt for hende! Det var den bog, som han selv var begyndt med, dengang han studerede magi.

Hun smilede forventningsfuldt, åbnede bogen og gik i gang.

Men der ikke ret lang tid før hun sukkede dybt og rejste sig igen. Fascinerende bog, men hver gang hun forsøgte at fokusere på den, kunne hun ikke lade være med at tænke på at Vincent havde siddet, præcist lige som hende, og studeret de selvsamme sider!

<<melodi: Den Magiske Bog>>

Og hvor blev han forøvrigt af? Han havde jo lovet at hente hende et par timer efter morgenmaden! Ja, faktisk havde han insisteret på at invitere hende ud og gå en tur sammen. Hun havde glædet sig hele morgenen! Og nu var der vel gået mere end et par timer allerede?

Utålmodigt gik hun rundt i lokalet, satte sig ved flyglet og spillede lidt. Hun turde ikke spille foran Vincent og Luka, for hun følte ikke at det som hun kunne var i nær samme niveau som Luka’s Chopin eller Vincent’s Paganini. Vincent spillede mest violin og han havde – sagde han – studeret under Paganini selv… Hun sukkede dybt igen, stod op og drejede rundt.

Silkekjolen6 bølgede omkring hende, så let og fin! Hvordan kunne han det – forstå hende så godt? Hver morgen fandt hun et nyt sæt tøj i skabet, og det matchede ikke kun hendes størrelse men også hendes humør! Det var præcis det, som hun havde lyst til – hver gang! Hvis han ikke var magiker, ville hun tro at han brugte magi…

Med ét gik døren op og Vincent gik hastigt over til hende. ”Jeg beklager! Jeg blev lidt forsinket; fordybet i arbejdet.” Han smilede og trak på skuldrene. ”Det sker for mig. Jeg håber du ikke har kedet dig for meget?”

”Nej, slet ikke…” Men hendes stemme lød ikke særlig overbevisende i hendes ører.

Vincent tog hende til et gigantisk egetræ som stod, helt for sig selv, i nærheden af slottet. Det var meget gammelt, fortalte Vincent, og dengang Cæsar kom her forbi, på sit felttog ind i Germanien, var det allerede et smukt og stateligt træ. Han smilede og gav træet et venskabeligt klap.

Han stod et øjeblik og samlede sine tanker. ”Energien; alt har energi. Dig og mig, træet, dalen, floden. Selv den jord du står på – tænk på dens gigantiske, glødende kerne dybt dernede! Alt er forbundet med Universets energi i harmoni. Man skal lære at mærke det, inde i sig selv og rundt om sig. Stil dine hænder her, på træets bark, og læn dig fremad, ind mod træet. Luk øjnene … og lyt. Mærk, hvordan energien bevæger sig i det levende træ under dine hænder!”7

Han gik hen til hende, placerede sine hænder over hendes. ”Luk øjnene,” sagde han. ”Fokuser…”

Det føltes som om der gik et lyn gennem hende, da hun mærkede hans hænder på sine. Hendes hjerte begyndte at banke så kraftigt, at hun kunne mærke det helt nede i maven! Det var underligt; det ligesom kildede, på en helt specielt trængende og krævende måde. Og samtidig… samtidig, var det rart. Vincent stod så tæt på hende. Hun kunne mærke hans åndedræt. Der var varmt. Træet pulserede under hendes hænder, eller sådan føltes det i hvert fald, og det var svært at få vejret. Hun så op på ham. Han stod med lukkede øjne. Hun lukkede også sine. Fokuser på træet, mærk energien …

Langsomt tonede træet, Vincent, omgivelserne ud af hendes bevidsthed, indtil det eneste der var tilbage var energien under hendes fingerspidser. Et øjeblik syntes hun helt at miste kontakten til den, men så voksede følelsen til en hvirvlende strøm omkring hende, og hendes bevidsthed blev revet med og ud.

Der var mørkt omkring hende. Men et stykke væk hvirvlede galakser og stjernehobe i en tidløs dans rundt om universets centrum. Det var så grandiost og fascinerende! Pludselig opdagede hun at Vincent også var der, ved siden af hende. Han vendte hovedet mod hende og rakte hånden frem og selvom han ikke sagde noget, så vidste hun at han tilbød hende at blive en del af dansen, sammen med ham. Fortvivlet så hun tilbage på stjernerne, for hun vidste at så snart man trådte ind i cirklen ville der ikke være nogen vej tilbage. Nej, prøvede hun at sige, jeg kan ikke! Men musikken, den uimodståeligt hvirvlende energi, drog hende med og i hans øjne så hun, i centrum af hans univers, en kvinde som hun pludselig genkendte som sig selv…

<<melodi: Livets Dans>>

De gik tilbage til slottet, og Vincent fortalte og fortalte om magien og dens virkemåder. Men Evelyn kunne slet ikke fokusere på det. Hun følte sig fuldstændig forvirret, næsten fortabt. Hvor pinligt! – tænkte hun, da han pludselig stillede et spørgsmål og det gik op for hende, at hun ikke havde den mindste idé hvad han havde snakket om.

”Åh nej,” sagde Vincent. ”Jeg er ved at sulte dig ihjel! Vi har ikke fået frokost og her fodrer jeg dig med teori og udflugter og glemmer helt, at du også har brug for brød og smør! Kom, jeg har en lækker frokost til os!”

Ved bordet var Evelyn stille. Normalt snakkede hun en masse, men denne gang var det Vincent. Han var meget opstemt og underholdende, fortalte om nogle af sine rejser med Luka. Det var både sjovt og spændende. Selv Luka lo en gang i mellem. Og efter maden var der te, og efter teen var der mere te …

<<sang: Med Dig>>

Den aften, efter de var gået hvert til sit, spillede Vincent violin på sit værelse, højt oppe i tårnet, til langt ud på natten. Men det hjalp ikke; han kunne ikke falde i søvn. Igen og igen mærkede han hendes hænder under sine egne… Først da fuglenes hymne til den opstigende sol begyndte at lyde udenfor, lukkede de trætte øjenlåg sig og søvnen lagde sig om ham som en døsig drøm.

Han svævede lidt der, i det ustadige grænseland mellem søvn og vågen, mens skyggerne langsomt dansede omkring ham. Tågede visioner. Og så, pludselig, åbnede de sig for ham. Evelyn. Hun sov stille og fredeligt i sit værelse, beskyttet af det drømmeslør han havde spundet for hende allerede den første dag.

<<melodi indvævet i teksten: Drømmeslør>>

Knapt synlige, glitrende tråde svævede omkring hendes seng. Beskyttende, omfavnende, vuggende. Som små dugdråber hang lette, smukke drømme på dem.

Let Som En Fjer

Evelyn åbnede øjnene, strakte sig langsomt og med stor fornøjelse. Men det varede ikke længe for hun hoppede ned ad trappen og ind i haven. Argh! Solen var så kraftig at Evelyn et øjeblik intet kunne se, mens hun missede med øjnene. En strålende solskinsdag! Vil den også blive fyldt med vidunderlige overraskelser?

Hun skyndte sig til terrassebordet, som var dækket op og hvor Vincent og Luka allerede sad og ventede. “Godmorgen!” sagde Evelyn og smilede.

“God formiddag” svarede Vincent. Hans lettere sarkastiske tonefald mildnedes af hans smil.

“Du skal ikke tage ham alvorlig! Han er bare misundelig over at du kan se så frisk ud efter at have sovet så sent!” drillede Luka. Men Evelyn tænkte slet ikke på at være fornærmet; hun var fuldstændig optaget af de mange lækre og mystiske retter på bordet…

“Luka har fortalt til mig om dit ønske,” sagde Vincent lidt efter.

Evelyn kikkede spørgende på Luka.

“Nå ja,” smilede Vincent udtryksfuldt, “du har utallige mange ønsker! Men jeg tænker på, at ”være let som en fjer og flyve med vinden.” Og ved du – i dag er en helt rigtig dag til at prøve den slags ting.”

Evelyns øjne blev større… og større…

“Så… hvis du har lyst?” fortsatte Vincent.

“Jeg har! Jeg absolut har!” udbrød Evelyn, næsten før Vincent fik afsluttet sit spørgsmål. Og med det samme følte hun sig også lidt flov over sin opførsel.

Efter morgenmaden skulle Vincent forberede udflugten, så Evelyn og Luka ventede på ham i haven. Det var så rart at sidde der i solen og nyde vejret, naturen og den dejlige, mætte fornemmelse i maven. En melodi begyndte at væve sig igennem hende. En dansende melodi…

<<sang: At Være i Livet, at mærke vinden>>

På vej hen til stedet kom de forbi en dal, som Vincent vidste at Luka kunne lide, og han foreslog at de tog en tur igennem den. Evelyn havde aldrig været der før og det var en smuk, næsten fortryllende oplevelse.

Mens Vincent og Luka snakkede biologi sammen og en gang i mellem stoppede og studerede en eller anden plante som de fandt specielt interessant, skyndte Evelyn at se sig omkring, dufte til alle blomster i nærheden og springe omkring i den storslåede natur, næsten som var hun stadig i Bacharach…

Men endelig nåede de frem og før Evelyn vidste af det …

<<melodi indvævet i teksten: Fanget af Blæsten>>

blev de blæst væk, så hurtigt at hun skreg af forskrækkelse og begejstring.

De blev drejet rundt, kastet op, styrtet ned! Alt skiftede omkring dem med utrolig hastighed: himlen, træerne, himlen, jorden, bjerget, solen… Således måtte det være at være en fjer, dansende i den lunefulde sommervind! Svimmel, fanget af blæsten, begyndte verden at udviskes i en vild karrusel af farver og lys…

Indtil de til sidst landede de på en høj gren i et gigantisk træ. Gyngede lidt, hvilede lidt … og blev fanget af vinden igen!

”Jeg kan ikke mere!” råbte Evelyn.

Med det samme aftog vinden og de duvede blidt tilbage til jorden, den vidunderlige, faste jord, hvor intet hvirvlede kaotisk omkring, jorden altid var under dig og himlen ovenover…

De landede på et fint, tæppe af græs, stadig så lette at stråene knap nok bøjede under dem. Det var sensommer, og de høje, modne strå var gyldenbrune, næsten gennemsigtige og helt silkebløde at røre ved. Sådan lå de et stykke tid, vugget af vindens milde bølger gennem de høje strå …

<<melodi: Græsstråenes Melodi>>

Vincent så over på Evelyn. Hun lå med lukkede øjne, armene slået ud til siden, og så absolut lykkelig ud. Hvordan kan det være. at jeg er faldet for hende? Tænkte han. For han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var hvad der var sket. Han var faldet for hende. For hendes livsglæde, for hendes charmerende naive, romantiske ideer, for … et ungt og uskyldigt væsen. Alt det, som han ikke længere selv var og ikke havde været længe. Og, for nu at være helt ærlige overfor os selv – en kvinde som, selv utrænet, rådede over et reservoir af magisk energi næsten lige så stort som hans eget.

Hun sagde, at hun ville hjælpe ham. Men … kunne han stole på hende? De fleste andre kunne han læse uden problemer; deres sind og personlig som en åben bog overfor hans erfaring og magi. Men ikke hende. Et eller andet – enten en effekt af hendes latente evner eller en uventet kompleks personlighed – forhindrede ham i det. Når hun sagde, at hun så inderligt gerne ville hjælpe, så kunne han ikke andet end at tro på det, stole på det uendeligt åbne og ærlige ansigt med de dybt medfølende øjne.

Men når han var alene – når han var udenfor den snigende indflydelse hun øvede på ham – så kom han i tvivl. Det var så lang tid siden, han sidst havde stolet på en anden. Og med god grund …

Men, for Lukas skyld var han nødt til det. Og ikke alene måtte han stole på hende. Han var også nødt til at holde sine følelser i ro overfor hende. Det absolut sidste han havde råd til var, at blive trukket ind i en ny, følelsesmæssig malstrøm – igen.

Men … var det nu virkelig nødvendigt for hende at være så umuligt tiltrækkende?!

<<melodi: Evelyn>>

De spiste frokost højt oppe på en skråning, med en fantastisk udsigt ned til den frodige dal. Evelyn pludrede ustoppeligt om sin oplevelse af flyveturen. Luka og Vincent kikkede bare på hinanden, og smilede.

”Du savner sikkert din familie, Evelyn,” sagde Vincent, da der – endelig – opstod en lille pause i ordstrømmen. ”Måske har du lyst til at fortælle lidt om dit hjem?”

Evelyn blev tavs. Det varede lidt før hun begyndte at tale. ”Jeg … jeg elsker mine forældre – min familie. Selv min lillebror, selvom han er både fræk og forkælet. Min mor, Laura. Så kærlig og hjertevarm. Ja, hun kan godt være lidt … besværlig en gang i mellem, men … hun mener det godt. Og min far, Torben … jeg har den bedste far i verden! Lidt af et rodehovedet, og mor skælder ofte ud på ham på grund af det. Men han er altid så tålmodig og forstående, og han har altid tid til os.”

<<melodi: Hjemmet>>

Det var også en smuk tur hjem. Der var både fugle og blomster, bjerge og bække, og oveni den totalt magiske dag blev det næsten for meget til at hun kunne rumme det.

Men Luka så ensom ud.

<<melodi: Lukas Melodi>>

Evelyn indså pludselig, at hans far – og måske hende selv – var de eneste venner han faktisk havde i verden. Vincent havde snakket med hende om det – altså, om Lukas sygdom, ikke hans ensomhed. Lige siden han havde ligget i koma, i de år hvor Vincent febrilsk havde forsket i en kur for ham. Det var lykkedes – delvist. Luka var vågnet igen, men … det eneste som holdt ham i live var, at Vincent hver dag brugte det meste af sin magi – sin livsenergi – bare på at holde døden fra porten.

I et sygt øjeblik så Evelyn for sig, ikke en trist udseende Luka men et cykelhjul med hul i dækket…

”I morgen,” sagde Vincent, efter aftensmaden, ”bliver en stor dag. Vi skal stå op før solopgang og vi skal samle al vores vilje og al vores energi og fokusere det hele på ét punkt. I morgen skal Luka blive rask igen!”

Så de gik tidligt i seng. Men Evelyn kunne ikke falde i søvn den aften og i lang tid lå hun hvileløst og stirrede op i loftet mens tanker og følelser hvirvlede omkring hende som løv i vinden. Hun var meget spændt på ritualet i morgen. Hun ønskede så meget at Luka kunne blive rask!

Hvor lang tid havde hun egentlig været her nu? Omkring to uger? Og hver eneste dag, bare så hyggelig, så spændende, så overraskende… så anderledes. Selv det bare at læse en bog sammen, eller gå en tur i omgivelserne omkring borgen.

Hvad ville der ske bagefter. Efter ritualet, når Luka var kureret og Vincent ikke længere ville have brug for hende? Ville han sende hende hjem, som han havde lovet hende? ”Det samme sted, samme tid,” havde han sagt, og hun stolede på ham. Men … ville hun hjem?

Kan han overhovedet lide mig? En gang i mellem kunne han virke så kold, næsten afvisende. Men på andre tidspunkter … så charmerende. Varm og smilende. Når han så på hende, på den måde, betød det så ingenting?

Hun forstod pludselig at det, hun ønskede allermest i sit liv, det var at være i nærheden af ham. Selv når han var lukket og isoleret, fordybet i sine eksperimenter i arbejdsværelset…

Stille tårer trillede ned ad hendes kinder…

<<melodi: Allermest>>

Tak for nu. Fortællingen fortsætter i bog 2: ”Kampen”

1Glass: Bright Spark

2Glass: Feedbeck: short echo of Bacharach melody, part 1

3Glass: Feedbeck: (continued) echo of Bacharach melody, part 2

4Echo of Bacharach melody

5Impact Steel: ”FX Sweep – Deep Crisscross” [based on ‘Magiske Bog’]

6Silkekjolens Melodi.

7Egetræets Melodi (kort).